Leder EFFEKT - januar 2012:
I EFFEKT har vi denne gang valgt at sætte særligt fokus på ledige og sygemeldte med psykiske lidelser. Borgere med depression, angst og stress udgør en stigende udfordring i kommunerne.
Det er et stort problem, som vi i beskæftigelsesindsatsen og i samfundet er nødt til at blive bedre til at håndtere. Det er bekymrende, at stadigt flere personer med psykiske lidelser bliver henvist til et liv på permanent forsørgelse. Særligt er alt for mange unge i de senere år blevet tilkendt førtidspension som en løsning på deres vanskelige situation.
Men det er en falliterklæring, når vi vælger at parkere så mange personer med psykiske lidelser på varige pensionsydelser. Det er ikke godt nok, at så mange - ofte i en ung alder - bliver meldt helt ud af det aktive arbejdsmarked.
Det er en problemstilling, der ikke kan ofres nok fokus på. Det gælder ikke mindst i Nordjylland, hvor vi generelt har den største andel borgere på offentlig forsørgelse, og hvor specielt antallet af unge på førtidspension er højt og stigende.
Fra politisk hold, er der da også udsigt til en række forbedringer på området. Danskere, der rammes af en psykisk lidelse, skal tilbydes en mere effektiv og hurtigt udredning og behandling. Samtidig skal en kommende førtidspensionsreform gerne stoppe udviklingen med de mange unge, der ender på førtidspension. Der er brug for mere viden og bedre redskaber til at hjælpe personer med psykiske lidelser. Det er ofte vanskelige sager, der kræver individuelle, helhedsorienterede løsninger.
I dette nummer af EFFEKT kan du læse om nogle af de gode nordjyske eksempler på indsatser, der ser ud til at virke. Eksemplerne viser, at det godt kan lade sig gøre at få personer med psykiske lidelser tilbage på arbejdsmarkedet på en god måde. Når det lykkes, er det først og fremmest godt for den enkelte person. Men det er også en gevinst for samfundet og for arbejdsmarkedet, hvor der i fremtiden vil være brug for alle gode kræfter. Det viser to store undersøgelser, som vi også omtaler EFFEKT. Analysen ”Den nordjyske arbejdsstyrke” giver et billede af arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning i fremtiden, mens FremKom2-analysen beretter om, hvilke kompetencer de nordjyske arbejdsgivere har brug for i de kommende år.
I begge analyser er der spirende tegn på en vis optimisme på det nordjyske arbejdsmarked. Mange virksomheder er igen begyndt at tro på stigende omsætning, overskud og øget beskæftigelse. Analyserne giver tilsammen et godt billede af, hvad vi kan gøre for at fastholde den positive udvikling, der er ved at vende tilbage i Nordjylland.
God læselyst
Karsten Simensen
direktør i Beskæftigelsesregion Nordjylland