Projektets overordnede formål er at sikre et kompetent arbejdskraftudbud i den nordjyske region nu og i fremtiden. I projektet iværksættes derfor en regional- og lokalforankret indsats, der støtter op om såvel virksomheder som den udenlandske arbejdskraft. Projektet omfatter en lang række aktiviteter, der skal gøre det lettere for udenlandske medarbejdere at ankomme til Nordjylland, falde til og blive en permanent og integreret del af lokalsamfundet.
Som et resultat af projektet vil virksomhederne få lettere ved at rekruttere og fastholde medarbejdere med de rette kompetencer. Også i forhold til de overordnede strukturer på det nordjyske arbejdsmarked vil projektet have en positiv effekt, idet projektet dels bidrager til at undgå flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet og dels styrker kompetenceniveauet i Nordjylland.
Partnerskabet bag projektet består udover Beskæftigelsesregion Nordjylland af bl.a. Dansk Industri, LO, Dansk Byggeri, Region Nordjylland og en række nordjyske kommuner.
Mange af projektets aktiviteter vil blive udført gennem en række lokale konsortier, der er sat sammen af repræsentanter for relevante aktører såsom kommuner, virksomheder, fritids- og kulturorganisationer, o.l.
Programmets aktiviteter sigter på at hjælpe virksomhederne og den udenlandske arbejdskraft fra fasen før ankomst til fuld integration i samfundet og omfatter blandt andet:
- Udvikling og implementering af one-stop-shops, der skal lette virksomhedernes og de udenlandske medarbejders møde med det offentlige system Udvikling og gennemførsel af mentorforløb på nordjyske virksomheder
- Etablering af et branding-netværk, der kan forbedre profileringen af Nordjylland overfor udenlandsk arbejdskraft
- Udvikling og afholdelse af lokalt forankrede sociale netværksaktiviteter for udenlandske medarbejdere og deres familier
- Etablering af en hotline-servicefunktion for virksomheder, medarbejdere og de lokale konsortier, der kan vejlede om lovgivning, tilbud og lignende
- Etablering af en CV/jobbank for medfølgende ægtefæller
- Afholdelse af tema- og informationsdage
- Revisor- og tolkebistandsordning til udenlandske medarbejdere
- Udvikling og afholdelse af kursusforløb for mellemledere med henblik på at sikre en minimumsstandard og ”best practice” for håndtering af udenlandsk arbejdskraft
- Videndelingsnetværk og dialogforum
Projektet udføres i perioden frem til 31. januar 2014 og har et samlet budget på ca. 20 mio. kr. Den konkurrenceudsatte pulje, der består af EUs Socialfond og statslige midler, bistår projektet med ca. 15 mio. kr. under temaet ”gode rammevilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark”. Projektets øvrige finansiering kommer via bidrag fra de deltagende partnere i form af arbejdstid og kontante bidrag.
!