Handlingsplan til nedbringelse af dimittenders søgeledighed
Nyuddannede akademikere har ofte en lang søgeperiode, før de kommer i job, og i konjunkturomslag som det nuværende viser erfaringen, at ledighedsperioderne øges kraftigt. Samtidig har mange unge svært ved at orientere sig i overgangen mellem studieliv og arbejdsliv.
De fire Beskæftigelsesregioner har derfor i samarbejde med universiteterne, Akademikernes Centralorganisation, de akademiske a-kasser, jobcentre i universitetsbyerne og andre aktører på LVU-området udarbejdet en landsdækkende og tværsektoriel handlingsplan.
Målet for handlingsplanen er, at alle nyuddannede skal i job hurtigst muligt.
Aktiviteterne i handlingsplanen har fokus på at styrke brobygningen mellem overgangene for:
- Snart-kandidater – dvs. studerende i allersidste del af uddannelsen og på vej mod arbejdsmarkedet (men ikke registreret som ledige)
- Nyuddannede ledige dimittender – dvs efter tilmelding til a-kasse og jobcenter og inden henvisning til anden aktør
- Dimittender, der er henvist til andre aktører efter LVU-udbuddet.
For at følge op på handlingsplanens anbefalinger er der i Nordjylland nedsat en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen består af repræsentanter for Jobcenter Aalborg, Karrierecentret ved Aalborg Universitet, Akademikernes Centralorganisation, de akademiske a-kasser, andre aktører på LVU-området og Beskæftigelsesregion Nordjylland. Formålet med arbejdsgruppen er, at de forskellige parter, som arbejder for at nedbringe dimittendernes ledighed, kan holde hinanden orienteret og samtidig drøfte muligheder for at indgå i konkrete samarbejder. Det er aftalt, at gruppen mødes to gange årligt.
Eventuelle spørgsmål eller kommentarer i denne forbindelse kan rettes til fuldmægtig Bente Mjelva eller fuldmægtig Kurt Nielsen.