En virksomheden er omfattet af "Lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang", hvis der varsles afskedigelser, der falder ind under en af de følgende definitioner:
- mellem 20 og færre end 100 lønmodtagere, og virksomheden inden for et tidsrum af 30 dage påtænker at afskedige mindst 10 af virksomhedens lønmodtagere
- mindst 100 og under 300 lønmodtagere, og virksomheden inden for et tidsrum af 30 dage påtænker at afskedige mindst 10% af virksomhedens lønmodtagere
- mindst 300 lønmodtagere, og virksomheden inden for et tidsrum af 30 dage påtænker at afskedige mindst 30 af virksomhedens lønmodtagere.
Der er skærpede regler, hvis der påtænkes afskediget mindst 50% i en virksomhed med mindst 100 ansatte.
I forbindelse med afskedigelser af større omfang skal der tidligst muligt finde forhandlinger sted mellem virksomheden og medarbejderne, således at afskedigelserne enten undgås eller begrænses mest muligt.
Ved forhandlingerne skal virksomheden fremlægge alle oplysninger af betydning for sagen. Der skal bl.a. gives skriftlig meddelelse om årsagen til afskedigelserne, antallet af medarbejdere, der vil blive omfattet, og i hvilken periode afskedigelserne forudses at finde sted. Der skal fremsendes genpart af den skriftlige meddelelse til Beskæftigelsesrådet Nordjylland.
Agter virksomheden fortsat at foretage afskedigelser efter at have forhandlet/indledt forhandlinger med medarbejderne, skal virksomheden sende meddelelse herom til Rådet.
Senest 10 dage efter, at denne meddelelse er sendt, skal virksomheden underrette Rådet om hvilke personer, der er omfattet af afskedigelserne. Afskedigelserne kan tidligst træde i kraft 30 dage efter, at meddelelsen er sendt til Rådet.
Kommer en virksomhed beliggende i Region Nordjylland i den situation, at den må afskedige medarbejdere af et omfang, der er omfattet af varslingslovens bestemmelser, er det væsentligt, at virksomheden så hurtigt som muligt kontakter Beskæftigelsesrådet Nordjylland.
Det kan tilbyde følgende:
- Rådgivning og praktisk bistand om varslingsloven.
- Vejledning og information om andre beskæftigelsesmuligheder for de afskedigede.
- Vejledning og information om mulighed for etablering af f.eks vejledningsforløb, jobrotationsprojekter, efteruddannelse/omskoling af de fyringstruede.
- Vejledning og information i forhold til støttemuligheder i forskellige puljeordninger.