Hvad er den supplerende varslingsindsats ved større afskedigelser?
Frem til 31. december 2012 kan Beskæftigelsesregion Nordjylland via jobcentrene bevilge økonomisk støtte til aktiviteter for nyledige, der har mistet deres job i forbindelse med større varslinger.
Der er givet en bevilling på kr. 513.000 til Beskæftigelsesregion Nordjylland. Bevillingen skal ses som en først-til-mølle-bevilling. Bliver den brugt, er der dog mulighed for at søge yderligere midler til Nordjylland.
Den ordinære varslingsindsats giver mulighed for at tilbyde afskedigede i varslingssager op til 2 ugers jobsøgningskurser og op til 8 ugers uddannelse inden for områder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. Disse aktiviteter skal være afsluttet, inden den afskedigede bliver ledig.
I den supplerende varslingsindsats kan de op til 2 plus 8 ugers tilbud gennemføres, når den afskedi-gede er blevet ledig. Det betyder, at en person med en kort opsigelse, som efter de hidtidige regler har svært ved at kunne nå at komme på et kursus før sin fratrædelse, nu får denne mulighed som ledig. Hvis en afskediget person har været i kursusaktivitet som beskæftiget og også kommer det som ledig, så kan den samlede kursusperiode ikke overstige 2 ugers jobsøgning og 8 ugers opkvalificering. Man kan f.eks. forestille sig, at en af afskediget person når at gennemføre 2 ugers jobsøgningskursus og 2 ugers opkvalificeringsforløb som beskæftiget. Han vil så have mulighed for at deltage i yderligere 6 ugers opkvalificeringskursus som ledig med finansiering igennem den supplerende varslingsindsats.
Virksomheder med mindst 20 ansatte, hvor der varsles afskedigelse for mindst 50% af medarbejderne, kan være omfattet af den ordinære og den supplerende varslingsindsats.
Ønsker et jobcenter at søge midler til en varslingsindsats, udarbejdes der til Beskæftigelsesregionen en indsatsplan for en nærmere beskrevet målgruppe. Det skal tydeligt fremgå, hvilke aktiviteter og omkostninger som knytter til henholdsvis den ordinære og den supplerende varslingsindsats. Det er ikke et krav, at jobcentret forinden har modtaget tilskud til en indsats i den pågældende varslingssag fra den ordinære varslingspulje.
Indsatsen gælder kun personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller starthjælp. Det er en betingelse, at jobcenteret konkret har aftalt jobsøgnings- og opkvalificeringsindsatsen med den enkelte person senest 14 dage efter, at pågældende er fratrådt virksomheden. Indsatsen skal være påbegyndt senest 3 måneder efter, at den ledige er fratrådt virksomheden, og den skal være afsluttet senest 6 måneder efter fratrædelsen. Tilbud som led i varslingsindsatsen kan kombineres med de almindelige tilbudsregler, hvor en ledig kan tilbydes 6 ugers vejledning og opkvalificering.
Yderligere oplysninger findes i Orientering om supplerende varslingsindsats af 26. februar 2010.
Evt. spørgsmål til tolkningen af reglerne kan rettes til fuldmægtig Kurt Nielsen, e-mail: kni@ams.dk, tlf. 72223604