Hvor er de afskedigede fra MAN Diesel og Martin Professional?

  • Send to a friend
  • Print Page

I 2009 varslede to store virksomheder, MAN Diesel og Martin Professional, i Frederikshavn, afskedigelser af 734 medarbejdere. På et tidspunkt, hvor ledigheden i forvejen steg kraftigt, var det et hårdt slag for kommunen og byen, da de to virksomheder var blandt de største arbejdspladser i kommunen. Fyringer var i særdeleshed et problem for byen og kommunen, da flere store produktionsvirksomheder var lukket i Vendsyssel i de senere år.

Udsigten til en kraftig stigende ledighed i kommunen førte derfor til, at Jobcenter Frederikshavn og Beskæftigelsesregion Nordjylland i fællesskab tog initiativ til at se nærmere på de tre varslingssager fra de to virksomheder.

Formålet med projektet er at følge de afskedigede fra fratrædelsestidspunktet og undersøge deres veje tilbage til eller væk fra arbejdsmarkedet. Heri indgår analyser af arbejdsmarkedsstatus, brancheskift, flytning ud af kommunen, tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet samt forskellige tendenser for de to virksomheder, køn og aldersgrupper.

Projektet om de afskedigede fra MAN Diesel og Martin Professional omfatter i alt 613 personer, der blev omfattet af varslingssagerne fra de to virksomheder i sensommeren 2009. Projektet omfatter en række delanalyser baseret på cpr.numre fra de to virksomheder. De afskedigede vil blive fulgt løbende over 2 år.

Den første status for de afskedigede fra uge 17 2010 tog udgangspunkt i de personer, der fratrådte på virksomhederne i perioden september-december 2009.

Den seneste delanalyse dækker over de personer 525, der er fratrådt fra virksomhederne i perioden september 2009-juni 2010, heraf er 320 personer fratrådt fra MAN Diesel og 205 er aftrådt fra Martin Professional. Analysen viser, hvor de 525 personer, der er fratrådt på virksomhederne, befinder sig på arbejdsmarkedet netop i uge 38 2010. Analysens resultater skal læses med dette for øje.

Analysen viser, at 143, 27%, af de fratrådte er kvinder, mens 377 er mænd, 72%. Her har MAN Diesel primært beskæftiget mænd, mens Martin Professional har haft en overvægt af kvindelige ansatte. 8% af de afskedigede er under 30 år, 25% er mellem 30 og 39 år, 37% er mellem 40 og 49 år, 26% er mellem 50 og 50 år, og 4% er 60 år eller derover. Der er altså tale om personer i den arbejdsduelige alder, der har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, dvs. at et nyt arbejde eller en uddannelse er en nødvendighed for størstedelen af de afskedigede.

Analyse af de fratrådtes arbejdsmarkedstilknytning viser, at 234 af de 525 fratrådte ikke modtager offentlig ydelse i uge 38 2010, svarende til ca. 45% af de fratrådte. Resultatet kan fortolkes på to måder. På den ene side kan det betyde, at 234 personer har fundet ny beskæftigelse, og derfor ikke modtager en offentlig ydelse. På den anden side kan resultatet også tolkes derhen, at personerne ikke modtager en offentlig ydelse, fordi de ikke er berettiget til en offentlig ydelse. For 203 af de 234 personer er det imidlertid muligt at finde en branchetilknytning. Det vil sige, at det er sandsynliggjort, at disse 203 personer er i beskæftigelse. For de resterende 21 personer kan det ikke på nuværende tidspunkt bekræftes, at de har tilknytning til en branche eller et arbejdssted.

Fordeles de beskæftigede/selvforsørgende efter virksomhed, tegner der sig indtil videre et billede af, at de afskedigede fra MAN Diesel i langt højere grad finder beskæftigelse end de afskedigede fra Martin Professional. Af de afskedigede fra MAN Diesel er halvdelen selvforsørgende/beskæftigede i uge 38, mens det kun gør sig gældende for ca. 36% af de afskedigede fra Martin Professional. Det til trods for, at flere af de afskedigede fra MAN Diesel er fratrådt på et senere tidspunkt end de afskedigede fra Martin Professional. Det vil sige, at en større andel af de afskedigede fra MAN Diesel har fundet arbejde – og de gør det altså hurtigere end de afskedigede fra Martin Professional.

I analysen sættes der endvidere fokus på de afskedigedes branchetilknytning og arbejdssted. 250 personer har tilknytning til en branche, heraf er de 203 i beskæftigelse, 21 er ledige, 1 er voksen-lærling, 2 er efterlønnere, 19 er SVU´ere, 2 er fleksjobber og 2 er sygedagpengemodtagere. Resultaterne viser, at flertallet af de 250 personer har tilknytning til jern- og metalindustri, fast ejendom, udlejning og forretningsservice, føde-, drikke- og tobaksvarer fremstilling og sundheds- og velfærdsinstitutioner. 6 ud af 10 af de personer, der har tilknytning til en branche har tilknytning til jern- og metalindustri, dvs. inden for den branche, som de er blevet afskediget fra. Det er altså fortsat muligt at finde arbejde inden for dette fagområde.

De afskedigedes arbejdssted viser, at 249 personer har et arbejdssted, heraf har 56% arbejdssted i Frederikshavn Kommune, 14% har arbejdssted i Aalborg Kommune, 8% arbejdssted i Hjørring Kommune og 5% har arbejdssted i Brønderslev Kommune. De resterende 17% har arbejdssted i andre kommuner. I faktuelle tal har 140 arbejdssted i Frederikshavn Kommune, og heraf både bor og arbejder de 126 i Frederikshavn Kommune. Gennemgang af arbejdsstederne viser, at de afskedigede er villige til at søge til andre kommuner for at finde arbejde. Her viser analysen dog også, at de tidligere faglærte mandlige ansatte fra MAN Diesel har en større mobilitet på arbejdsmarkedet end tidligere ufaglærte kvindelige ansatte fra Martin Professional.

Læs mere i de to delanalyser:

  • Del 2: Hvor er de afskedigede fra MAN Diesel og Martin Professional i uge 38 2010
  • Del 1: Hvor er de afskedigede fra MAN Diesel og Martin Professional i uge 17 2010  

Nærmere oplysninger:

Kurt Nielsen, fuldmægtig,
Tlf: 7222 3604 - kni@ams.dk